Business Development Manager

Drømmer du om at blive en del af et IT-væksteventyr, og vil du være med til at udvikle en spændende portefølje af kunder og strategiske partnerskaber? Så tilbyder Mindcore muligheden for at blive en del af et stærkt kommercielt team, der formidler Microsoft-løsninger til nogle af Danmarks mest interessante kunder i den private og offentlige sektor.

Rollen hos Mindcore

Mindcore er et yngre IT-konsulenthus i kraftig vækst, der leverer højt specialiseret rådgivning og tilhørende implementeringsløsninger relateret til alle produkterne i Microsoft 365-pakken.

Vi arbejder med et skarpt fokus på den kommercielle udvikling af forretningen. Som Mindcores nye Business Development Manager bliver du en del af et yderst kompetent team, der beskæftiger sig med komplekse projektsalg såvel som den generelle forretningsudvikling.

Du bliver ansvarlig for at drive salget til en lang række kunder fra mellemstore virksomheder til nogle af Danmarks største organisationer. Det indebærer opdyrkning af nye kunder såvel som udvikling af eksisterende kunder, hvor du trækker på din solide erfaring med videnstunge løsningssalg, herunder konceptuel formidling af de muligheder Microsoft 365-pakken rummer.

Dine arbejdsopgaver kan sammenfattes til:

  • Relationsskabelse til nye og eksisterende kunder
  • Behovsafdækning hos kunden i tæt samarbejde med Mindcores tekniske team
  • Kontraktforhandling og kontraktindgåelse
  • Udvikling af den eksisterende kundeportefølje, herunder styrke kundens forretningsgrundlag gennem en proaktiv opmærksomhed på kundens tekniske og forretningsmæssige behov
  • Løbende kundedialog og kundepleje; også mellem projekter
  • Dyrke og opbygge gode og langvarige relationer til strategiske partnerskaber, herunder Microsoft såvel som øvrige samarbejdspartnere og underleverandører
  • Aktivt bidrage til at styrke Mindcores igangværende vækst og forretningsudvikling; ideudvikling såvel som eksekvering heraf

Til at hjælpe dig med disse opgaver har du et stærkt team i ryggen, som du arbejder tæt sammen med gennem hele salgscyklussen. Teamet består af nogle af branchens dygtigste forretningskonsulenter og teknikere, der alle arbejder med cutting-edge teknologier. Dertil kommer et tæt samarbejde med Mindcores samarbejdspartnere, herunder i særdeleshed Microsoft.

Om dig

Du har stor erfaring med Microsoft-teknologier og de forretningsmæssige fordele, de kan være med til at skabe hos kunderne. Det betyder, at du kan tale ind til kundernes udfordringer, ligesom du kan sparre med kunden omkring de tekniske optimeringsmuligheder på et konceptuelt niveau.

I forlængelse heraf forestiller vi os, at du har solgt Microsoft-services relateret til eks. Modern Workplace-projekter, større migreringsprojekter, sikkerhed og compliance, hvor du har været med fra behovsafklaring til indgåelse af kontrakt.

Hos Mindcore tror vi indgående på, at en ærlig og velunderbygget rådgivning giver de bedste kunderelationer og således en høj tillid til os som leverandør. Derfor forventer vi, at du arbejder ud fra ordentlighedsprincippet, der for os betyder, at de løsninger vi anbefaler, altid skal være værdiskabende for kunden. Vi forventer derfor også, at du altid hjælper kunden godt videre med den løsning, der tjener dem bedst – også selvom det betyder, at vi sommetider må henvise kunden til en anden partner.

Vi forestiller os at du:

  • Har min. fem års erfaring med salg af komplekse IT-projekter
  • Har min. 2 års erfaring med salg af Microsoft-løsninger
  • Har erfaring fra den private såvel som den offentlige sektor
  • Har erfaring med større Enterprise-kunder
  • Har en uddannelse på bachelor-niveau (studieretningen er ikke afgørende)
  • Er stærk i skrift og tale på dansk og engelsk

På det personlige plan bidrager du med en god energi til teamet og en saglig og professionel tilgang til opgaver, kunder og kollegaer. Det afspejles i en stor ærekærhed omkring kvaliteten af dine såvel som teamets leverancer.

Du er god til at analysere, forstå og kommunikere komplekse problemstillinger med høj integritet til et teknisk såvel som et forretningsorienteret publikum, og du forstår, at ægte værdi kommer fra et åbent og ærligt samarbejde.

Endelig motiveres du af at være med til at præge et konsulenthus i vækst.

Om Mindcore

Mindcore er et specialiseret IT-konsulenthus, der blev stiftet af fire partnere i 2018. Vi beskæftiger mere end 25 konsulenter og er i fortsat vækst. Som Microsoft Guldpartner bistår vi nogle af Danmarks største virksomheder med komplekse løsninger relateret til virksomhedens kerneinfrastruktur. Det inkluderer services relateret til Modern Workplace, sikkerhed/compliance, cloud, infrastruktur og transformationer.

Vores team består af tunge arkitekter, dygtige specialister og erfarne forretningskonsulenter, der alle sætter en ære i at levere godt og højt specialiseret arbejde. Kulturen i Mindcore er præget af en flad og uformel struktur med højt til loftet og mennesket i centrum. Det betyder, at vi giver plads og rum til privatliv og forskelligheder, ligesom vi hjælper og støtter hinanden på tværs af specialer.

Kontakt

Er du interesseret i andre jobs

Projektleder

Som Mindcores nye projektleder bliver du ansvarlig for at drive komplekse IT-implementeringsprojekter med orkestrering af hele projektets livscyklus.

Forretningskonsulent

Som Mindcores nye Forretningskonsulent bliver du ansvarlig for at løfte den forretningsmæssige værdi af vores tekniske leverancer.

Microsoft 365 sikkerhed

Som Mindcores nye Microsoft 365 Sikkerhedskonsulent bliver du ansvarlig for at rådgive kunderne samt at implementere og optimere deres Microsoft/Office 365 sikkerhedsprodukter.